Striden om afspærring af havnepromenaden fortsætter

DET HVIDE SNIT. I snart tre år har et hegn gået på tværs af Strandgade. Kommunen kalder det ulovligt og har tidligere anmeldt Lejerbo, der fastholder at de ikke har spærret gaden af. Hegnet kan nemlig åbnes af alle og enhver.

Af René Mølskov

rem@minby.dk

ÅBNINGSTID: Under titlen ’havnepromenader skal være for alle’ fortalte Københavns Kommune for to år siden, at de rejste en straffesag mod Lejerbo for at få et ulovligt opsat hegn fjernet ved Det Hvide Snit på Christianshavn.

Men det står der på tredje år i træk, og det irriterer og undrer socialdemokraternes medlem af Teknik- og Miljøudvalget Niels E. Bjerrum.

»Det, der rent fysisk er foregået derovre med opsætningen af hegnet, synes jeg, er grotesk,« siger han.

Men endnu værre finder han det, at kommunen ikke kan handle, før planankenævnet har truffet afgørelse i den ankesag, som Lejerbo har startet.

»Det er fuldstændig vanvittigt, at det har stået der i tre år nu. Og det er en grotesk ting, at Planankenævnet ikke har en svarfrist. I princippet kan det jo tage otte år. Og hvad er konsekvensen? At vi som kommune og borgere bliver taget som gidsler i det system i mellemtiden. Og imens kan de grundejere og boligforeninger sidde og drikke rosévin og kigge på deres ulovligheder imens,« siger Neils E. Bjerrum.

Politiet vil nemlig ikke gøre noget ved sagen, så længe en ankesag kører. Og behandlingstiden har ingen øvre grænse. Dog forventer planankenævnet, at der er en behandlingstid på omkring 18 måneder.

»Har de penge nok på kistebunden kan de jo, når der endelig kommer en afgørelse efter adskillige år, fjerne det og lave en ny ulovlighed. Og de fleste af dem, der bor der, har jo netop penge nok,« siger han.

Forstår ikke kritikken

Formanden for bestyrelsen i Lejerbos afdeling ’Det Hvide Snit’, Jan Hyttel forstår ikke kritikken. At brugere af havnepromenaderne, der har en følelse af at være uvelkomne, klinger hult i hans ører.

»Hvordan får man det signal, at man ikke er velkommen? Der står jo tydeligt på skiltningen, at du er velkommen til at gå igennem langs kajen. Det kan man da ikke betragte som uvelkomment,« siger han og understreger, at det oven i købet står på flere sprog.

»Der står på både dansk og engelsk, at du er velkommen til at gå igennem. Du må bare ikke cykle eller tage din hund med. Hvordan kan det opfattes som at man er uvelkommen?« spørger han.

For Niels E. Bjerrum er det frustrerende, at uenigheden ender med bundne hænder til kommunen. Han ser det som selvtægt, og håber, at boligforeningen vil lytte til hans argumenter.

» Det er jo fuldstændig vanvittigt at påstå, at et hegn på tværs af havnepromenaden ikke signalerer, at man ikke er velkommen. Det er jo selvtægt, at de bevidst har gjort noget på tværs af lokalplanen, og erobret noget af havnepromenaden,« siger han og fortsætter:

»Det er jo boligforeningens ret at vurdere, hvor vidt det er rimeligt, at der kører cykler eller ej. Det er noget, der reguleres i lokalplanen, og noget, man demokratisk bestemmer. Jeg går jo heller ikke ned og sætter en kæmpestor kampesten på cykelstien på Vesterbrogade, fordi jeg synes, der kører for mange cykler. Det er jo selvtægt.«

Efter lovens regler

Sådan ser bestyrelsesformanden i Det Hvide Snit slet ikke på sagen:

»Skal vi prøve at få fakta på plads? Så længe sagen kører, er der opsættende virkning efter de gældende regler, så det vil sige, at både hegnet og skiltet er fuldt lovligt i øjeblikket. Det tror jeg også, at det vil blive ved med at være, for jeg tror, at Københavns Kommune taber sagen i Planklagenævnet,« siger Jan Hyttel.

De sidste bemærkninger til sagen blev modtaget af nævnet 8. september, og nævnet meldte dengang ud, at de havde en aktuel forventet sagsbehandling på 18. måneder.

- læs flere artikler > artikel oversigt...