Kæmper om røde stemmer

VALGKAMP. Står du på tirsdag og overvejer valget mellem en stemme på Socialdemokraterne og overborgmester Frank Jensen og Enhedslisten og deres nye spidskandidat Ninna Hedeager Olsen, så lær mere om kandidaterne her.

Af René Mølskov

rem@minby.dk

VALG: Tilsammen sidder Socialdemokratiet og Enhedslisten på næsten 50 procent af stemmerne i København.

Den ene spidskandidat er Frank Jensen, der på 8. år er overborgmester i København.

Siden sidste valg, hvor Enhedslistens mandater næsten blev fordoblet, har han nydt godt af samarbejdet med Morten Kabell. Den pragmatiske teknik- og miljøborgmester fra Enhedslisten har ofte bakket Frank Jensen op på rådhuset.

Enhedslistens nye spidskandidat er en anden type. Ninna Hedeager Olsen har mindst 12 måneder som fredsaktivist i Palæstina bag sig. Hun er politisk opdraget i fagbevægelsens SiD og har blandt andet siddet to døgn i et israelsk fængsel i forbindelse med at arbejde som fredsvagt.

Slægtskab

Alligevel er det tydeligt i mødet, at de to spidskandidater har tænkt sig at samarbejde.

»Jeg føler jo, om ikke et familieskab, så i hvert fald, at vi kommer samme sted fra i det politiske spektrum. Vi har jo en grundlæggende fælles tro på solidaritet, på fællesskab, på det at have ordentlige forhold på arbejdsmarkedet, på overenskomster. Jeg har altid i mit politiske arbejde følt, at jeg har et historisk afsæt og også nutidigt afsæt med Enhedslisten,« siger Frank Jensen.

På rådhuset har en del snak på gangene handlet om det overraskende valg af Ninna Hedeagger Olsen. Hendes aktivisitiske baggrund og forventningen fra hendes bagland kan nemlig få stor betydning for Enhedslistens indflydelse. Men også for Frank Jensens.

Faderfigur eller oprører

Overborgmester Frank Jensen ser sig selv og sit parti som dem, der indtager den ansvarsfulde rolle om at ’få tingene gjort’. Men uagtet positionen som overborgmester får han svært ved at få tingene gjort uden Enhedslisten. I hvert fald, hvis de igen til dette valg sætter sig på næsten 20 procent af stemmerne.

»Som eksempel krævede det at få fjernvarme ud i hele byen, at vi pålagde folk tilslutningspligt. Og det er en svær beslutning. Men det er der, socialdemokratiet er et robust parti, der kan sådan noget. Vi bliver ikke udsat for det, som jeg godt ved, at Enhedslisten af og til bliver; nemlig at der pludselig er en gruppering, der siger nej til fjernvarmen. De vil måske have deres egen lille løsning i deres egen andelsboligkarre. Andre vil have noget mere eksperimenterende varme. Det er der, vi adskiller os. Vi er sådan et parti, der får det fikset, får tingene gjort og ordnet,« siger Frank Jensen

Men lige som Frank Jensen er stålsat i sin tro på det rigtige i at få tingene gjort, er den nye spidskandidat for Enhedslisten ganske tryg i sit udgangspunkt. Hun er valgt som den oprørske stemme, der er ideologisk og aktivistisk. Hendes erklærede mål er at trække Frank Jensen mod venstre og mens han ofte har samarbejdet bredt over midten, ser hun gerne, at de borgerlige partier ikke nødvendigvis er med i helt så mange aftaler.

»Jeg kan godt genkende noget af det, Frank Jensen siger. Men der er bare forskel på at være et midterparti og et yderfløjsparti. Selvom vi ikke er i opposition i København, er vi stadig nogle gange dem, der udfordrer systemet frem for at være systemet. Det gør, at vi som sådan forsøger at spænde elastikken en tand mere,« siger Ninna Hedeager Olsen.

Trafikalt

Debatten og beslutningen om at gøre metroen i København til virkelighed, skaber fortsat debat mellem de to største partier i København.

»Metroen er det vigtigste, der er blevet gennemført på trafikområdet i København. Og Enhedslisten stemte imod. Det er der, hvor det nogle gange bliver svært for et venstrefløjsparti som Enhedslisten. Vi bevæger os derimod i den virkelighed, hvor der findes svære beslutninger. Som fjernvarme og Metro,« siger Frank Jensen.

Ninna Hedeager Olsen anerkender, at metroen er afgørende for miljø og trafik i hovedstaden, men står ved den kamp, hendes parti kæmpede.

»Der er mange trafikforskere, der peger på, at letbanen er en fornuftig løsning. Og man kunne have fået mindst dobbelt så meget letbane for pengene i stedet for metro. Det var faktisk Enhedslistens argument for at vælge letbane i stedet. At vi kunne være nået meget længere, end metronettet dækker nu. Så havde vi allerede været nået til Brønshøj,« siger hun.

Parløb om boligpolitik

Overborgmesterens benarbejde for at sikre en lovmæssig ret til at tvinge bygherrer i København til at bygge mindst 25 procent alment boligbyggeri har været hårdt, og han ser loven som sin karrieres største politiske præstation.

»København skal også i fremtiden være en blandet by, hvor alle, uanset indkomst, skal have mulighed for at bo. Efter finanskrisen er der ikke er blevet bygget nok almene boliger til, at folk med små indkomster, som den studerende, hende, der kører bussen, ham der står bag disken i Netto, har samme muligheder for at finde en bolig, de kan betale. Derfor er det afgørende, at vi bruger den nye 25 procents-regel og siger, at hver fjerde nybyggede bolig skal være en almen bolig. Vi har redskabet i kommunens værktøjskasse, nu skal vi sørge for at udnytte det,« siger Frank Jensen.

Ninna Hedeager Olsen, har det samme emne øverst på sin to-do-liste, men hun tror på, at man kan gå hårdere til værks end partierne på rådhuset har gjort indtil nu.

»Jeg er meget enig med Frank Jensen i, at vi skal bygge meget mere alment, end vi gør i dag. Vi er enige om målet. Vi er enige om værktøjerne, og i at regulering er nødvendig. Uenigheden findes måske i, hvor langt vi synes, man skal gå. Vi vil i hvert fald gerne have 30, 40 eller 50 procent alment byggeri,« siger hun.

Den lille uenighed på boligpolitikken demonstrer meget godt, den forskel, de begge peger på, og langt hen ad vejen er det et valg mellem det målrettet pragmatiske og det yderligtsøgende, aktivistiske.

» Politik skabes jo i den virkelighed, vi er i. Og i øjeblikket er det det, vi kan. Og det er saftsusme vigtigt, at vi kan komme op på 25 procent,« siger Frank Jensen.

- læs flere artikler > artikel oversigt...